Foreningernes dag d. 31. august

Lørdag d. 31. august afholdt GBS Kommune Foreningernes Dag, hvor 60 foreninger præsenterede sig selv via en stand på gågaden og på torvet i byen.

Vores forening deltog også med en god stand, hvor vi havde en masse infomaterialer om klubben og fiskeri liggende, men også en masse fiskegrej. Vi havde 2 konkurrencer dels til de små børn, der skabte en del liv omkring vores stand, og dels en for de lidt ældre, hvor også mange forsøgte sig. For børnene var det et fiskespil med indlagt slik-præmie til alle, og for de voksne var det en lidt vanskeligere opgave, hvor en træwobler skulle kastes i en grøn spand på 10 m afstand. Alle deltagere deltog efterfølgende i en lodtrækning om 2 T-shirts. Det var Freddy, Hans Erik og Jan, der passede standen, og også Steen havde deltaget i forberedelserne.

Der var mange henvendelser fra folk, der gerne ville lære at fiske, og mange fik vores materiale, når de spurgte ind til, hvor vi holder til i byen. Vi må håbe, at det giver valuta i form af egentlige indmeldelser.

Vi fik også kontakt til 2 interesserede foreninger, og særligt foreningen Børns Voksenvenner var interesseret i et muligt samarbejde. Uanset hvad, var det godt, at vi viste flaget på dagen.

Jan Andersen