Søg

Lystfiskeriforeningen for Nykøbing F. og Omegn

Medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund.

Kategori

Uncategorized

Sildetur

Sildetur den 2. november

Der var god plads på Antares fra Elidarederiet på turen efter sild, og kursen blev sat på Kobberværket på sverigessiden af Øresund. Skipper søgte og søgte, men sildene stod desværre spredt i småflokke, så det blev ikke til det helt store. En times tid før slut kom der lidt samling på dem, og det reddede dagen lidt. Jens, som var den, der fangede flest, fik fanget 84 sild, en makrel og en sej.

Vi havde lavet et væddemål om største torsk, som 8 deltog i. Hans Erik ønskede dog ikke at deltage, hvilket nok ærgrede ham bagefter, idet han fangede den eneste torsk over målet. Den vejede vel omkring 2½ kg. Han og Hardy fangede desuden en del sej.  Endelig blev der fanget en lange, som skipper fik med hjem.

JensT

Fladfisketur den 6. oktober

Fladfisketur den 6. oktober

Så kom vi ud på tur efter fladfiskene igen. Det havde været relativt stille et par dage, så optimismen var stor, da vi stod ud fra Onsevig med Erik Johansen ved roret på M/S Hanne, og der var da også fisk næsten som i ”de gode gamle” dage. Niels fik flest med 26 stk. med hjem, og Hardy, Michael og undertegnede havde over 20. Største fisk var en rødspætte på godt et kg. fanget af Daniel fra Vordingborg.

JensT

Tunderupløbet, igen

Restaurering af Tunderupløbet

Sidste år blev et stykke af Tunderup restaureret, og der blev lagt gydebanker ud opstrøms det gamle rensningsanlæg. Den 28. oktober kom så turen til et stykke nedstrøms. Samtidig blev der foretaget elektrofiskeri for at se, om der var noget yngel, der havde overlevet sommerens tørke, hvor der på tidspunkter kun var pytter tilbage.

Det var Grusbanden med Rune Hylby i spidsen fra Fishing Zealand, der stod for det praktiske, godt hjulpet af klubbens ildsjæl – Martin. Hele 8 frivillige fra omegnen hjalp til, og der kom nye medlemmer til klubben. Kommunen havde på forhånd lagt gruset i løbet, så det skulle ”bare” jævnes ud. Godt arbejde.

Elektrofiskeriet gav opmuntrende resultater. På 50 meter blev der el-fisket 30 ørreder op til 19 cm. (De store burde være trukket, men er formentlig spærret inde).

JensT

Blog på WordPress.com.

Up ↑